Boganis, Govertz Jensen og Justesen
Tre velskrivende jægere, der alle var født i 1845, grundlagde traditionen for bøger med jagtfortællinger i Danmark. Det var Wilhelm Dinesen (Boganis), C. Govertz Jensen og H.E.F. Justesen.
Wilhelm Dinesen (1845-1895) skrev fra 1886 og frem skrev sine jagtbreve, der blev bragt som små, causerende indlæg i dagbladet Politiken under pseudonymet Boganis. I 1889 blev de første udgivet i bogform i bogen ”Jagtbreve”, der i 1892 blev fulgt op af ”Nye Jagtbreve”. Så sent som i 1987 fik de to bøger selskab af en tredje, ”Sidste jagtbreve” med jagtbreve fra perioden 1891-1894, der indtil da endnu ikke havde været publiceret i bogform.
Boganis’ ”Jagtbreve” er udkommet i et utal af udgaver siden førsteudgaven i 1889. Seneste genoptryk er fra 2013. Supplerende udgivelser om forfatteren er Thomas Dinesens biografi (1972, 2. udgave 2001), og historikeren Tom Buk-Swientys Boganis-biografi i to bind (”Ild og blod”, 2013 og ”Til døden os skiller”, 2014).
Boganis’ særstatus som litterær person har skygget lidt for, at han faktisk havde selskab af to andre jagtforfattere, da idéen med at udgive jagtfortællinger i bogform blev introduceret i Danmark. H.E.F. Justesen (1845-1916) og C. Govertz Jensen (1845-1921) var begge betydende jagtskribenter og var sammen med Boganis med til at introducere jagtfortællingerne som boggenre i 1880’erne og 1890’erne.
Sammenligner man disse tre forfattere, Jensen, Justesen og Boganis, er forskellen tydelig. De to førstnævnte skriver for et selskab. Det er historier, der kunne være fortalt ved bordet i jagthytten. Boganis blotter sin sjæl og skriver personligt. Som motto for ”Jagtbreve” står der meget sigende: ”Je ne chante que pour toi” – jeg synger kun for dig.
Læser man for den litterære kvalitet, er Boganis klart foran. Men læser man for det jagtlige indhold, har alle de tre forfattere meget at byde på og spændende tidsbilleder, der viser den danske jagt som den kunne opleves for 125 år siden.
Wilhelm Dinesen (1845-1895) skrev fra 1886 og frem skrev sine jagtbreve, der blev bragt som små, causerende indlæg i dagbladet Politiken under pseudonymet Boganis. I 1889 blev de første udgivet i bogform i bogen ”Jagtbreve”, der i 1892 blev fulgt op af ”Nye Jagtbreve”. Så sent som i 1987 fik de to bøger selskab af en tredje, ”Sidste jagtbreve” med jagtbreve fra perioden 1891-1894, der indtil da endnu ikke havde været publiceret i bogform.
Boganis’ ”Jagtbreve” er udkommet i et utal af udgaver siden førsteudgaven i 1889. Seneste genoptryk er fra 2013. Supplerende udgivelser om forfatteren er Thomas Dinesens biografi (1972, 2. udgave 2001), og historikeren Tom Buk-Swientys Boganis-biografi i to bind (”Ild og blod”, 2013 og ”Til døden os skiller”, 2014).
Boganis’ særstatus som litterær person har skygget lidt for, at han faktisk havde selskab af to andre jagtforfattere, da idéen med at udgive jagtfortællinger i bogform blev introduceret i Danmark. H.E.F. Justesen (1845-1916) og C. Govertz Jensen (1845-1921) var begge betydende jagtskribenter og var sammen med Boganis med til at introducere jagtfortællingerne som boggenre i 1880’erne og 1890’erne.
Sammenligner man disse tre forfattere, Jensen, Justesen og Boganis, er forskellen tydelig. De to førstnævnte skriver for et selskab. Det er historier, der kunne være fortalt ved bordet i jagthytten. Boganis blotter sin sjæl og skriver personligt. Som motto for ”Jagtbreve” står der meget sigende: ”Je ne chante que pour toi” – jeg synger kun for dig.
Læser man for den litterære kvalitet, er Boganis klart foran. Men læser man for det jagtlige indhold, har alle de tre forfattere meget at byde på og spændende tidsbilleder, der viser den danske jagt som den kunne opleves for 125 år siden.
