ANTIKVARISK.
1961
A.P. Nørlund, var en inkarneret spaniel-mand og medlem af Spaniel-klubbens bestyrelse. Han fremhævede spaniels til brug på selskabsjagterne; et par gode, veldresserede spaniels med erfarne førere i drevet på en klapjagt var efter hans vurdering betydeligt mere effektive til at bringe fasaner og andet vildt frem til skytterne end datidens sædvanlige klapperkæder af skolebørn.
Nørlund lovpriste desuden spaniel-racernes korte siksak-søgs berettigelse i det afvekslende danske landskab og påpegede deres evner i skoven, f.eks. på sneppejagt. Hundenes størrelse fandt han også tiltalende: ”Den kan være til største nytte, særligt for de jægere, hvis boligforhold vanskeliggør at holde en stor hund, hvilket ofte medfører, at de slet ingen jagthund holder. En spaniel tager ikke megen plads op i hjemmet, er venlig og omgængelig, også overfor børn og er, når den er rigtigt dresseret, apportøren af guds nåde”, skrev han i sin bog.
Skiftede man fra de noget mere hårdføre hønsehunde, skulle man være meget opmærksom på spaniel-racernes blødere sind. Det krævede en mere forstående tilgang til opgaven end den dengang gængse, hvor hundetræningen ofte var fokuseret på straf. ”Vejen til en spaniels dressur går langt snarere gennem uddelinger af belønninger, enten i form af lækkerbiskener eller klap, når øvelserne er faldet tilfredsstillende ud”, argumenterede Nørlund i 1934 og fremhævede derudover tre afgørende ting i dressuren, nemlig tålmodighed, tålmodighed – og atter tålmodighed.
54 sider, hft.