ANTIKVARISK
1917
Sophus Bauditz (1850-1915) debuterede i 1870’erne. I en dansk litteraturhistorisk oversigt fra 1907 kan man læse følgende om forfatteren: ”Han har et større publikum end nogen anden nyere dansk forfatter, og hans popularitet har år for år været i stadig stigen”. I nutiden må vi konstatere, at hans popularitet ikke var varig, og at tiden i meget høj grad er løbet fra hans romantiske historier om skovridere, ritmestre og godsejersønner, der via snirklede handlingsforløb skal gennemgå finurlige prøvelser, før de endelig kan blive gift med den ærbare kvinde af passende stand, som skæbnen har udset til dem.
Til gengæld er det en stærkt formildende omstændighed, at Bauditz selv var inkarneret jæger, og at jagten derfor går som en tyk rød tråd gennem hele forfatterskabet. I indledningen til novellesamlingen Jægerblod sætter han den medfødte jagtglæde på vers:
Der er vikingeblod, der er taterblod,
Der er blod, som er blåt, vil man sige.
Men jægerblod, rundet af ægte rod,
Det savner i verden sin lige.
120 s. indb..