ANTIKVARISK
1967. 3. oplag.
66 sangtekster til jagtfrokosten m.m.
Dansk Jagtforening udgav første udgave af denne sangbog i 1941. Den indledes med kongesangen og nationalsangen og fortsætter med andre kendte sange i højskoletraditionen. Men derefter får jagten lov til at fylde. Som foreningen selv skrev om bogen: ”Den indeholder foruden de almindeligt brugte folkelige sange og fædrelandssange en række særlige jægersange, der vil kunne suppleres i senere udgaver af sangbogen, der formentlig vil kunne afhjælpe et savn, idet jægere gerne ved deres sammenkomster vil synge en eller flere sange”. Mange af bogens jægersange går på gængse melodier, så alle kan synge med. Et gennemgående tema i sangene er naturligvis glæden ved at gå på jagt. Det bliver bl.a. udtrykt således:
Fra: Hej, jægersmand
Mel. Skul’ gammel venskab ren forgå
Du føler dig som konge på
dit lille jagtrevir,
og når du lader skuddet gå
– om også en forbier –
så mærker klart du tusindfold
den samme drift og trang
som slægterne fra hedenold,
der jaged’ her engang.
Fællessange om en fælles interesse var med til at styrke sammenholdet i jægerskaren. Men det har tydeligvis ligget mange af sangskriverne på sinde, at teksterne også skulle støtte op om de emner, som var på jægernes dagsorden i de år. Det gjaldt f.eks. den sikre omgang med skydevåben:
Fra: Når du tager geværet ned fra knagen,
Mel.: Det haver så nyeligen regnet
Når du tager geværet ned fra knagen,
er der altid at huske – et giv agt!
Ja, forsigtighed det er hovedsagen,
når på mark, skov og strand vi går på jagt,
overalt passe på,
selv på ting, der er små,
så at dagen og jagten godt kan gå.
Et andet vigtigt tema er sange, der understøtter den bæredygtige udnyttelse af vildtbestandene:
Fra: En jægersang
Mel.: Danmark, nu blunder den lyse nat
Jæger, vor fauna dig vi betror,
skyd ikke blindt, hvad du møder.
Jagtens fremtid på dig beror,
husk! kun af liv, der liv fremgror,
hvis du vil stadig jage,
levn da en del tilbage.
Sangbogen blev i 1941 udsendt til alle Dansk Jagtforenings bestyrelsesmedlemmer, repræsentanter og lokalforeningsformænd og kunne derudover købes hos foreningens sekretariat for 35 øre pr. stk. At den var en succes kan man se af, at bogen måtte genoptrykkes allerede i 1942, og at den derefter udkom i en lang række oplag helt frem til 1980.
88 sider, hft.