2022
Tonen slås positivt an: Når alt kommer til alt, så rummer jagtlovgivningen herhjemme fortsat en mangfoldighed af spændende jagtmuligheder. Kronvildt, dåvildt, råvildt, snepper, andefugle, skovduer og gæs synes at trives bedre end nogensinde. Så dybest set har vi måske aldrig haft bedre jagtmuligheder end netop nu, mener forfatteren til "Så vildt jeg husker".
Hans jagtfortællinger handler især om jagten i Danmark i al sin alsidighed. I bogen kan man følge forfatteren på riffeljagt efter råvildt, på krondyrjagt, på jagt efter harer, ræve, ænder og fasaner og alle de andre arter, som jægeren kan få for.
Forfatteren trives med at være alene på jagt. Det være sig med riflen efter en bestemt buk, et hundyr eller et lam – eller for den sags skyld med haglbøssen på trækjagt efter duer, ænder og gæs.
Men han nyder også selskabsjagterne på fasaner med et anderledes større opbrud af jægere og hunde. For det er altid befordrende at dele jagtoplevelser i reviret med ligesindede, især når det sker sammen med gode jagtkammerater, som man til gensidig glæde har jagtet med i årevis.
Nu deler Henrik Juel Hansen sine oplevelser med en endnu større kreds af jægere, der både vil møde genkendelige situationer og opleve nye vinkler af jagten i denne bog.
166 sider, hft.