ANTIKVARISK
2008
Med spredehagl eller trangboring er titlen på Ove Wolff Madsens fortælling om livet som forretningsmand og jæger. Undervejs er løbet ladet med skarpe holdninger, og sigtekornet er både rettet mod enkeltpersoner, virksomheder og organisationer.
På omslaget til bogen skriver tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen:
"Titlen illustrerer forfatterens sympatiske argument: At med trangboring i jagtbøsserne begrænses anskydningerne. Men han bruger nu selv mange spredehagl i denne bog, der ikke kun rummer finskydning. Det gør naturligvis underholdningsværdien større. Men det, som gør bogen læseværdig for andre end den nærmeste familie- og vennekreds, er to temaer: Købmandens og jægerens ?trosbekendelser?. Det er spændende at læse en ægte iværksætters egen fortælling om, hvorfor han brød med det sikre og skabte sit eget".
Ove Wolff Madsens skildrer i bogen sit spændende livsforløb som forretningsmand, og hans store passion for jagt indtager også en rolle i historien om livsrejsen fra ung knægt på landet til succesfuld erhvervsmand og direktør i egen grovvarevirksomhed.
Ove Wolff Madsen pointerer, at den grundige beskrivelse af erhvervskarrieren nødvendigvis måtte tilsættes nogle kapitler om jagt og fiskeri, da tingene hænger sammen. Fuld forståelse af erhvervskarrieren får den ikke-jagtinteresserede læser kun ved at læse kapitlet ?En jægers trosbekendelser?.
Omvendt kan den jagtliderlige læser uden interesse for erhvervsstof kun opnå en forståelse af forfatterens holdning til jagt og jægere, hvis vedkommende har læst ?Uddrag af en købmands trosbekendelser?.
327 sider, farveillustrationer, indbundet.