ANTIKVARISK
1920
"Her, i Bøgens Arme, i Skovens Favn, fødes Kalv". Med kronhjorten Kalvs opvækst og udvikling som udgangspunkt beskrives krondyr og mennesker i Dyrehaven indsigtsfuldt i denne roman, der baserer sig på forfatterens indgående kendskab til lokaliteten og dens vildt.
Bogen er fuld af spændende sidehistorier og bipersoner, der tegner den ene historie efter den anden. Blandt andet møder man Dyrehavens skytte, som man følger i det daglige arbejde: "Omkring mellem Publikum gik Vildtfoged Pallesen, høj og statelig at se til. Profilen var Jægerens: skarp stod den som et Rids - uden Kinder og Dobbelthage. Han var iklædt Forstvæsnets vissengrønne Dragt, en Hirschfænger om Livet og Riffel over Skulderen; paa Hovedet bar han Hue med Krone og Kokarde".
Bogens finale er en udførlig og medrivende skildring af Kongejagten, sådan som man bedrev den i slutningen af 1800-tallet. En udførlig omgang: "Klappere skulle tilsiges, Jagtgarn gøres klar. Saater sætters og Poster udstikkes. Og saa skulde der flettes Jagtkurve - en meterhøj om Kongeposten, en halvmeterhøj om Kronprinseposten; for er skulde jo da være Forskel"!
Jagten slutter overraskende - som man vil finde ud af, når man når til vejs ende i læsningen af denne herlige bog af en af Danmarks mest produktive og velskrivende jagtforfattere.
I alt 520 sider i to fine originale halvlæderbind.
(Den originale halvlæderindbinding var den dyreste af de bind, som Gyldendal udsendte Fleurons populære bøger i. Det fine læderbind med guldtryk appellerede til mange, og gjorde det også muligt at få en Fleuron-samling, hvor alle bøgerne havde samme bind, og dermed tog sig godt ud på reolen. Foruden halvlæderbindet blev der også udgivet heftede bøger samt bøger med et lærredsbind med brombærmotiv. Det er heller ikke ualmindeligt at finde fine private indbindinger af Fleurons bøger).