1983
"Mit største problem - det som overskygger alle de øvrige - er, at jeg altid hellere ville have været ude at fiske. Fuldstændig uanset hvad jeg foretager mig i ugens løb, så ville jeg altid hellere ud at fiske" ...
96 sider, hft.
OM FORFATTEREN:
Jagtforfatteren og journalisten Poul Blak (1944-2017) tilhørte, sammen med f.eks. Poul Thomsen og Lasse Sørensen, en generation af jagtforfattere, der frigjorde sig fra den klassiske og korrekte, men måske også noget konservative måde, jagtlitteraturen indtil da havde været skrevet på.
I Poul Blaks jagtbøger møder man derfor midt i jagtglæden en konstant kritisk tilgang til emnet. Han ønskede ikke at videreføre jagtens traditioner og kultur blot fordi det nu var sådan, man gjorde. I stedet tog han aktivt stilling til det, han oplevede, og satte det i relation til den tid, han levede i.
Netop denne selvstændige tilgang til emnet var en væsentlig grund til, at hans jagtbøger blev så populære: Hans stil var i takt med tiden, og hans beskrivelser og vurderinger var umiddelbart genkendelige for jægere, der i 1980?erne og 90?erne oplevede, at magtbalancen mellem land og by var endegyldigt vippet. I den situation oplevede mange jægere, at de konstant måtte retfærdiggøre deres handlinger ? både over for sig selv, i omgangskredsen og i samfundsdebatten.
Det er Poul Blaks fortjeneste, at han gennem sit forfatterskab har været med til at definere jagtens berettigelse i det moderne samfund netop ved at være selvkritisk og ærlig på både egne og på hele jægerstandens vegne. Det kunne han tillade sig at være, fordi ingen kunne være i tvivl om hans grundlæggende holdning til, at det at fiske og gå på jagt var en helt naturlig og vigtig del af det at være menneske.
?Tag de dyriske drifter fra mennesket, og hvad har du tilbage? Du har et neurotisk, stresset, ulykkeligt, isoleret storbymenneske. Det er, hvad du har tilbage?, skrev han i jagtbogen ?Dyriske drifter? fra 1986 og understregede dermed, at jagt- og lystfiskerlitteraturen ikke nødvendigvis kun er en kilde til underholdning og faglig indsigt, men at den også kan være en talerstol, hvorfra samfunds-engagementet kan luftes.
"Mit største problem - det som overskygger alle de øvrige - er, at jeg altid hellere ville have været ude at fiske. Fuldstændig uanset hvad jeg foretager mig i ugens løb, så ville jeg altid hellere ud at fiske" ...
96 sider, hft.
OM FORFATTEREN:
Jagtforfatteren og journalisten Poul Blak (1944-2017) tilhørte, sammen med f.eks. Poul Thomsen og Lasse Sørensen, en generation af jagtforfattere, der frigjorde sig fra den klassiske og korrekte, men måske også noget konservative måde, jagtlitteraturen indtil da havde været skrevet på.
I Poul Blaks jagtbøger møder man derfor midt i jagtglæden en konstant kritisk tilgang til emnet. Han ønskede ikke at videreføre jagtens traditioner og kultur blot fordi det nu var sådan, man gjorde. I stedet tog han aktivt stilling til det, han oplevede, og satte det i relation til den tid, han levede i.
Netop denne selvstændige tilgang til emnet var en væsentlig grund til, at hans jagtbøger blev så populære: Hans stil var i takt med tiden, og hans beskrivelser og vurderinger var umiddelbart genkendelige for jægere, der i 1980?erne og 90?erne oplevede, at magtbalancen mellem land og by var endegyldigt vippet. I den situation oplevede mange jægere, at de konstant måtte retfærdiggøre deres handlinger ? både over for sig selv, i omgangskredsen og i samfundsdebatten.
Det er Poul Blaks fortjeneste, at han gennem sit forfatterskab har været med til at definere jagtens berettigelse i det moderne samfund netop ved at være selvkritisk og ærlig på både egne og på hele jægerstandens vegne. Det kunne han tillade sig at være, fordi ingen kunne være i tvivl om hans grundlæggende holdning til, at det at fiske og gå på jagt var en helt naturlig og vigtig del af det at være menneske.
?Tag de dyriske drifter fra mennesket, og hvad har du tilbage? Du har et neurotisk, stresset, ulykkeligt, isoleret storbymenneske. Det er, hvad du har tilbage?, skrev han i jagtbogen ?Dyriske drifter? fra 1986 og understregede dermed, at jagt- og lystfiskerlitteraturen ikke nødvendigvis kun er en kilde til underholdning og faglig indsigt, men at den også kan være en talerstol, hvorfra samfunds-engagementet kan luftes.
